Jess Ørnsbo: Myter (1964)
 
"Men i kirken
med støv som gødning
Præsten rider overskrævs på sine gelændre
vakler mellem kors med tabte behåringer
sætter plastre på alle stive ruder
forbrændte fingeraftryk på musikken
bider negle af sangerne ekshumerer
medaljer af sarkofagerne
sender hårde hankys gennem Kristi
opstillede silkeskjorte"

Jess Ørnsbo: Myter.
Gyldendal, 1964.
('Sankt Jesus i byen', p. 135)
Hans Christian Ørsted: Aanden i Naturen (1850)
 
"Det er mig ikke ubekjendt, at mange af Fædrelandets mest oplyste og indsigtsfulde Mænd forestille sig, at videnskabelige Kundskaber ere upassende, endog skadelige for Næringsbrugeren, og at det kun er Stykker af Videnskabens Material, saa at sige kun Recepter, som man skal meddele den arbeidende Classe. Saa mange udmærkede Mænds Anseelse vilde have noget Tilbageskrækkende, dersom jeg ikke paa den anden Side saae en Modvægt i de Mænds Overbeviisning, som især have sysselsat sig med Nærringsbrugenes Forædling, og som for største Delen leve i Lande, hvor man har en ældre Erfaring til Prøvesten. Jeg tilstaaer, at jeg allerede ved de første Skridt paa Lærerbanen havde fattet den Mening, jeg nu forsvarer; men jeg har behandlet den med Tvivl og underkastet den en lang Erfarings og Eftertankes Prøvelse. Det har ikke undgaaet min Opmærksomhed, at adskillige Mennesker af de arbeidende Classer, der havde anvendt nogen tid paa Videnskaben, ere blevne forskruede, have forsømt deres Arbeide, løbet efter Drømmebilleder; men jeg har ikke kunnet overbevise mig om, at man havde Ret, naar man skød Skylden derfor paa Videnskaben. Saadanne Mennesker vilde eller ogsaa have spildt deres Tid paa Ting, de ikke forstode; det være sig nu, at de havde valgt perpetuum mobile eller Statsforfatningen eller Religionen til gjenstand for deres ulykkelige Virksomhed. Kort: der gives en Art af Mennesker, som have en naturlig Færdighed i at uddrage noget Vrangt af Alt, og som man ikke letteligen skulde kunne forbedre, uden at opdrage dem paany. Men man vilde feile meget, om man troede, at dette Slags Mennesker kun fandtes i de mindre forfinede Classer; man finder dem overalt selv blandt dem, til hvis Stand er lærd Forberedelse agtes nødvendig; men her falder det ret i Øine, at Ulykken ikke hidrører fra for megen Lærdom."

Hans Christian Ørsted: Aanden i Naturen.
Vintes Forlag, 1978.
(p. 208)
Poul Ørum: De uforsonlige (1975)
 
"Det nye kvarter af røde, gule og kalkstenshvide, men ellers tilsyneladende ens typehuse var vokset næsten helt ud til Kystvejen. På den anden side af vejen løb en rød, teglhængt mur, bag hvilken tujaer og cypresser rakte op mod den mørkt skyede himmel og hængebirke raslede med bladene; den nye kirkegård, som var blevet anlagt herude, da gravpladsen slap op omkring kirken inde i byen.
Han havde kun været inde på den een gang. Den strejfede ham nu, fordi han lige havde truffet mølleren. Det havde været en klam og formørket, dryppende oktoberdag, de havde begravet hans mor, ikke meget forskelligt fra dagen i dag. Mølleren var mødt op som hendes daglige kunde fra Bykroen og havde været med til at bære, gået lige bag ham og prustet ham i nakken og stået ved siden af ham og prustet anstrengt videre gennem overskægget, da de firede kisten ned i det sorte hul, tung så man snarere skulle tro, det var mursten, der var i den. Forinden havde præsten lydt i kirken, som om han smagte velbehageligt på den rungende genlyd af sin stemme: Ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv…, hvad det så var, der var kommet derefter, noget med Gud Herrens frelse og nåde begribeligvis, det var jo det, der var hans job at køre frem med. Skønt det første kunne for den sags skyld være rigtignok. Hun havde ikke ligefrem levet for sig selv, men mest på de kroer og værtshuse, hvor hun serverede, og på skiftende sommerhoteller op langs den jyske vestkyst, hvor han som lille dreng var med, og hun om aftenen måtte lade ham ligge alene, for sig selv, på et eller andet lejet værelse et fremmed ukendt sted. Hans tydeligste erindring om hende fra dengang var den varme, vamle øldunst, hun bøjede sig over ham med, når hun kom hjem ud på natten efter lukketid og lagde dynen over ham og snart efter skubbede sig knirkende til rette i den anden seng. (De kunne ikke have knirket allesammen, sengene på de skiftende værelser, men i hans bevidsthed var de blevet til et og samme værelse, et skråvægget kvistkammer, utydeligt i mørket og med hans angst for at falde i søvn alene og den samme knirkende seng, når hun endelig kom og lagde sig i den, sommetider med en sukkende mumlen: – I det mindste endnu en dag … åh gud, mine ben; og en gang senere på natten kunne han så blive halvvejs vækket igen af hendes jamren, fordi hun fik krampe i dem.)"

Poul Ørum: De uforsonlige.
Fremad, 1975.
(pp. 81-82)
Bente Østrup Madsen: Konflikt (1977)
 
"– Jeg foreslår, – sir Jenny, – at fagforeningen laver et kursus her i efteråret, hvor folk fra bestyrelsen, og især formanden, fortæller os andre, hvad de vil med fagforeningen, og det med ord, som almindelige mennesker som os forstår! –
– Den ide vil jeg ta' med i bestyrelsen – sir jeg, – og det sidste punkt på dagsordenen er: Virksomhedskonferencen. – Jeg læser indbydelsen op, som er lavet af tillidsmandsgruppe og ledelse i fællesskab. To fra hver afdeling skal med.
Emnerne er Trivsel og miljø. Lønpolitik. Ø.D. eller udbyttedeling. Personale og uddanelsespolitik.
Alle diskuterer ivrigt.
De fleste syns, det er godt, der blir samarbejdet mere om disse ting.
Jytte og jeg ser på hinanden:
Endnu en skinfægtning?, tænker vi begge. Helle vil sige noget:
– Jeg talte med een af tillidsrepræsentanterne igår. Hun fortalte, at nogle i tillidsmandsgruppen havde foreslået, at virksomhedskonferencen blev holdt på Hotel Hvide Hus i Køge. Jeg syns, det er for dårligt, at tillidsfolk ka' få ideer om at holde konference i et fascistisk styret land – bare for at spare fabrikken for nogle kroner! –
Alle råber fy og øv."

Bente Østrup Madsen: Konflikt.
Medusa, 1977.
(pp. 162-63)
Frederik Louis Jensen Østrup: Et psykologisk Bidrag til en Lære om Selvopdragelse (1897)
 
"Man klager i vore Dage over, at det saa sammensatte Samfundsliv gør, at det Menneske der vil leve med i Civilisationen, skal beherske et aldeles overvældende Stof. Det vælter sig ind paa os, broget og splittet, som det er, og Mennesket strider og stræber, men forvirres og ved hverken ud eller ind i det Mylder, kan ikke finde Sammenhæng og Enhed deri, trættes og gaar Undergang i Møde; Civilisationen dræber. Mange ville derfor have Civilisationen skruet tilbage, for at større Simpelhed i Menneskers Bevidsthedsliv, bevirke, at Mennesker kunne finde sig selv, hvad der netop vil sige: faa Enhed bragt til Veje i Bevidsthedslivet. "Den Strøm af Forestillinger, der i hvert Øjeblik drager gennem Bevidstheden, er for denne, hvad Blodet er for Organismen: et indre Medium, der gør den uafhængig af, hvad Øjeblikkene bringe; standser den, hører Livet op"; hvad det Blod angaar, der rinder i vore Aarer, havde man i gamle Dage for meget deraf; i det mindste mente man saaledes, saa at man foretog Aareladninger ved mangt et Ildebefindende; nu hedder det almindeligvis, at der er for lidet. Med hint Bevidsthedens Blod synes det at forholde sig lige omvendt; det synes mange som om Slægten i vore Dage kunde trænge til en betydelig Formindskelse deraf, en grundig Aareladning i overført Forstand."

Frederik Louis Jensen Østrup: Et psykologisk Bidrag til en Lære om Selvopdragelse.
J. Frimodts Forlag, 1897.
(pp. 156-57)
Æ ← Forrige side Op ↑ Næste side → Å